Det er aldrig for sent at få en god barndom

Det er aldrig for sent at få en god og styrket fortid og barndom. Hjernen genskaber minderne igen og igen det vil sige vi kan for hver gang vi besøger minderne gøre dem bedre og bedre, og gøre de dårlige minder mindre og mindre betydningsfulde og de gode MERE og MERE BETYDNINGSFULDE

Ctrl – ALT_ delete

Tendens! Er det kun tiden, der læger alle sår? Forskere er tæt på at finde pillen, som kan slette dårlige minder. Men hvordan vil det påvirke vores liv hvis knuste hjerter og traumatiske begivenheder kan slettes fra hukommelsen?

VI rejser ind i sindet, HELT ind i sindet, helt ind til katten med de onde øjne, på jagt efter tidens livsstilsmedicin.

“I just cant get you out of my head«, »Memories like fingerprints«, »Don’t you remember?«, »You are always on my mind«. En hurtig scanning af en tilfældig pladesamling eller iTunes-playliste vil bekræfte formodningen. Hvis størstedelen af alle rock- og popsange i musikhistorien handler om kærlighed, handler halvdelen af dem uden tvivl om at glemme den, som forlod en. Den gade, hvor vi gik sammen hånd i hånd. Bænken, hvor vi kyssede for første gang … og sidste.”

Hvad hvis man kunne hele et knust hjerte ved at slette minderne om hende eller ham, der knuste det? Ingen kan sige sige sig fri for mindst en gang at have ønsket det. At fjerne smerten for altid. En af de smukkeste kærlighedsfilm handler netop om, hvor svært det er at glemme den store kærlighed. I »Evigt solskin i et pletfrit sind forsøger hovedpersonen Joel at glemme den pige, Clementine, der sårede ham, ved fysisk at få fjernet minderne om hende. Eller tænk på Clark Kent, som må bruge superkræfter for at få Lois Lane til at glemme Superman. I en tid, hvor vi tager viagra, retalin, betablokkere, slankepiller, anti-depressiver og andre slags medicin, som skal gøre os sundere, klogere, lykkeligere og mere potente, er det oplagt at drømme om en pille, der kan slette de ting, vi ikke gider beskæftige os med.
Hvad hvis vi kunne glemme sygdommene, ekskæresterne, rygetrangen og de for tidligt døde. Tænk at kunne spise en pille … og bare glemme.

GENNEM HISTORIEN HAR LÆGER og terapeuter på den ene side haft bløde metoder som terapi og på den anden side de mere hårdhændede som elektrochok, når kriser og traumer skulle bearbejdes. Derudover har lægetasken indeholdt et arsenal af angstdæmpende og antidepressive medikamenter til at dulme symptomerne. Men at blive i stand til helt at fjerne de traumatiske, dårlige erindringer har hidtil været forbeholdt fantasien og science fiction-film.

Nu er amerikanske og canadiske forskere kommet langt i forsøget på at være i stand til at slette ubehagelige minder fra hukommelsen.

Men hvad er hukommelse egentlig? De fleste af os har en ide om, at den er lige som et videokamera, der optager livet og kan spoles tilbage og spilles forfra, hvis vi ellers evner at finde de gamle bånd frem fra gemmerne.

OG HER KOMMER SÅ DET VIGTIGE

Men forskerne ved nu, at hukommelsen snarere skal ses som et teater, hvor forestillingen hver aften bliver genskabt, og hvor detaljerne kan afvige og ændre sig fra gang til gang.

Hjerneforsker Peter Lund Madsen forklarer, at når vi husker bliver minderne lagret mindst to forskellige steder i hjernen.

Dels som det faktiske minde og dernæst som det følelsesmæssige aftryk. Hvis man går på savannen og en sort Mamba rejser sig foran en, er det hjernebarken, der faktuelt analyserer situationen og kommer frem til konklusionen, at man står overfor et meget langt og vredt udseende rovdyr, mens følelserne – skrækken og rædslen må man gå ud fra vil lagre sig i det man kalder det limbiske system (der hvor de fleste af vores følelsesmæssige oplevelser er lagret). Sammen vil det faktuelle og det emotionelle indtryk hjælpe os med at kunne reagere forsvarligt i forhold til Afrikas farligste giftslange.

I 1990erne begyndte den canadiske hjerneforsker Karim Nader fra McGill University i Montreal at forske i samspillet mellem faktiske minder og mindets følelsesmæssige aftryk. Ifølge det amerikanske magasin Wired udførte han en række eksperimenter på rotter. Først lærte Nader dem at associere en høj, ubehagelig lyd med et let elektrisk stød, og hurtigt blev rotterne rædselslagne, når de hørte lyden af frygt for at føle smerte. Da mindet om lyden og det forventede stød efter nogle uger var rodfæstet i deres hukommelse, sprøjtede Nader et kemikalie ind i rotternes hjerner og spillede lyden igen. Og hvad skete der nu? Rotterne havde glemt at være bange. Mindet var slettet.

Kemikaliet som Nader injicerede, hæmmede dannelsen af nye forbindelser i hjernevævet. Forsøget bekræftede altså, at hver gang vi tænker på fortiden, ommøblerer vi en lille smule på cellestrukturerne i hjernen. Det betyder altså, konkludererede Nader og hans kolleger, at minder ikke bliver skabt og derefter bevaret, som hjerneforskerne troede, men at minder bliver skabt og derefter reproduceret, hver gang man vender tilbage til dem.

Tricket er, at hvis der ikke kan dannes nye forbindelser i det øjeblik, et dårligt minde skal hentes frem fra hukommelsen, eksisterer det oprindelige minde ikke længere.

DET FÆNOMEN, at hjernen genskaber minderne igen og igen, kalder forskerne for genkonsolidering, og da Karim Nader og hans kolleger først havde forstået, at det handler om at overskrive, skulle de »bare« finde en måde at blokere for mindet. I virkeligheden kender man allerede til fænomenet. Tænk bare på, hvor effektivt alkohol og euforiserende stoffer kan blokere for hukommelsen.

Forskerne opdagede, at stoffet Propranolol- et simpelt middel mod eksempelvis for højt blodtryk – var effektfuldt,

Under påvirkning af stoffet blev forsøgspersonen bedt om at skrive en detaljeret beskrivelse af deres mest traumatiske oplevelser. Mens de dermed genoplevede deres på mange måder sørgelige liv, sørgede stoffet, for at angsten og de negative følelser blev holdt i skak. En uge senere viste det sig, at selv uden Propranolol blev de faktiske begivenheder ikke længere associeret med traumet – præcis som hos rotterne.

Men målet var at finde et stof, der ikke bare gjorde følelser udvisket og neutrale, men gik direkte efter mindet og slettede det for altid. Som Joel, der glemmer Clementine. Som Lois Lane, der glemmer Superman.

Svaret var et protein med navnet PKMzeta, som påvirkede neuronerne i hjernen på en måde, så de i stedet for at arbejde med at danne forbindelser, blev sløve og ikke længere gad prøve.

Nu ved forskerne, at hvis man skal have adgang til bestemte minder i et menneskes hjerne, skal man bare bede dem om at huske. Og når man nu har fundet ud af at stoffer som proponolol og PKMzeta kan påvirke den måde, vi genkalder os dem på, kan vi altså nu gå direkte efter at slette visse erindringer for altid.

Karim Nader og hans kolleger medgiver, at scenariet med, ved hjælp af en pille at fjerne hukommelse fra hjernen, ligger et stykke ude i fremtiden. Men stofferne findes allerede, og det gør de millioner af mennesker verden over også, som vil give alt for at prøve dem.

HERHJEMME HAR MAN endnu ikke forsket i at få folk til at glemme med neuromedicin. Men professor i neurobiologi Albert Gjedde, som er leder af Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, kalder det »uhyre interessant«, at man nu har gennemskuet nogle specifikke molekylære mekanismer, som kan gribe ind i hukommelsesprocessen. Han er ikke overrasket over, at det er lykkes at lokalisere bestemte stoffer, som kan påvirke det følelsesmæssige hukommelsesspor og ændre hjernecellernes forbindelser.

“Generelt er det et interessant udgangspunkt for et fremtidigt stof, som kan få en kliniskanvendelse,” siger han.

Albert Gjedde minder om, at man i årevis har været i stand til at påvirke virkningerne af psykiske traumer og svære depressioner med elektrochok. Ifølge professoren udløser behandlingen nemlig en biologisk molekylær mekanisme, som svarer til at manipulere hukommelsen med kemiske stoffer. Men selvom medicin vil være langt mindre voldsom end elektrochok, er der også mange farlige perspektiver ved en pille, mener professoren, som forudser at den form for »hiemevask«, som han kalder det, kan misbruges. Man kan forestille sig en situation, hvor militære regimer eller diktaturer bruger midlet til at forhøre krigsfanger.
Som et »sandhedsserum med omvendt fortegn. For at få folk til at holde kæft.

Men hvad Albert Gjedde begejstres over, skræmmer livet af flere Danske forskere bl.a. Marianne Horsdal, som er professor på Syddansk Universitet og har skrevet sin doktorafhandling om livsfortællinger, som er blevet til bogen »Telling Lives«, Marianne Horsdals optik er det væsentlige, at livet hænger sammen og giver mening, og hvis vi fornægter dele af vores tilværelse, svarer det til at blive lemlæstet. Hvis vi ikke ved, hvor vi er, ved vi ikke, hvor vi skal gå hen. Og vi ved ikke, hvor vi er, hvis vi ikke ved, hvordan vi er kommet derhen. Vi skal med andre ord have fortid, nutid og fremtid til at hænge sammen for at skabe mening og sammenhæng i vores liv.
Så bare at overveje tanken om at pille ved erindringerne, er et skrækscenario.

“I stedet for at fantasere om, at man kan slette et eller andet, så handler det om, hvordan vi kan integrere og lære af vores erfaringer,” siger hun.

At hukommelsen er påvirkelig og modelerbar, betyder ikke, at man skal begynde at manipulere kemisk med hjernecellerne. I stedet skal man udnytte det til at skabe en tryg ramme, hvor traumatiserede mennesker kan huske tilbage og bearbejde deres smertefulde erindringer.

“Når verden falder fra hinanden, har man brug for lydhøre mennesker, der kan hjælpe med at skabe ny sammenhæng,” siger hun.

Et andet skrækscenarium ved en mental sletteknap er fralæggelsen af ansvar. Når vi husker, tager vi nemlig ansvar for vores handlinger, og så er vi inde at røre ved noget fundamentalt menneskeligt som værdier, ansvar og tilgivelse. Hvis jeg skal låne en metafor fra forfatteren Doris Lessing, som i en af sine bøger om Martha Quest skriver om sin hovedperson, at hun nu kan stikke hånden ned i en balje varmt vand, men at hun selv kan bestemme, hvornår hun vil tage den op igen. Det handler altså om at nå til et punkt, hvor man kan integrere de voldsomme følelser, så de ikke kommer farende, uden at man har kontrol med dem.

Og ellers må man gå i medicinskabet og lede mellem pilleæskerne med livsstilsmedicin som Levitra, Cialis, Xenical, Champix, Propecia og Priligy. En dag vil der sandsynligvis også være en pakke med piller, der kan få dig til at glemme.

Med mentaltræning behøver vi ikke piller, det er blot et spørgsmål om at bevidst genbesøge sine minder, gode so dårlige, med det formål at gøre dem bedre og mere funktionelle i forhold der hvor vi nu er på vej hen i vores liv.

Tiden læger alle sår. Det er aldrig for sent at få en god barndom!

En ting er sikkert, og det er, at kunsten nok vil blive meget fattigere uden de dårlige minder. Som Bob Dylan synger:

“Most of the time« »Don’t even remember what her lips felt like on mine. Most of the time she ain’t even in my mind.”